Det Kongelige teater har valgt at offentliggøre en fortrolig rapport, der bl.a. konkluderer, at balletmester Nikolaj Hübbe har et kokainmisbrug.
Det sker efter, at flere medier bl.a. Berlingske har søgt om aktindsigt i rapporten. Dog er store dele af rapportens indhold censureret på grund af personfølsomme oplysninger.
Rapporten, som Jyllands-Posten tidligere har beskrevet, er baseret på interviews med flertallet af de 92 dansere i Den Kongelige Ballet og bestilt fra den eksterne konsulent Helle Hedegaard Hein.
Ifølge rapporten er der et stigende problem med kokainmisbrug blandt danserne, og arbejdsforholdene er så dårlige, at mere end hver femte danser i kompagniet overvejer at finde ansættelse et andet sted.
"Eskalerende misbrugsproblemer blandt danserne igennem de sidste to år, herunder eskalerende problemer med kokainmisbrug. Det er vigtigt her at pointere, at også folk, som ikke er ansat på balletten, men som på forskellig vis har tilknytning til balletten, også pga. stigende bekymring har henvendt sig for at tale om de eskalerende misbrugsproblemer," står der bl.a. i rapporten.
Om stofmisbruget lyder det i rapporten, at danserne uden held ved flere lejligheder har forsøgt at advare ledelsen. Fra Det Kongelige Teater lyder det, at rapporten er offentliggjort mod deres gode vilje, men at man selvfølgelig accepterer presses ret til aktindsigt.
Se rapporten her.