Tre år og seks måneders fængsel for at have importeret og videresolgt ulovlige våben.
Den tidligere økonomichef Jørgen Vestergaard har erkendt sig skyldig i hele syv forhold, han var tiltalt for.
Han var hovedmanden bag importen af mange ulovlige våben, der blev importeret fra Tyskland og Østrig, og er den tiende der bliver dømt i sagen. En person mangler stadig at komme for retten, men Jørgen Vestergaard Jensens dom er den hidtil hårdeste.
I september optrevlede flere politikredse et omfattende våbennetværk, hvor over 500 våben blev konfiskeret.
Af de ni personer, der ellers er dømt i sagen har otte personer fået en ubetinget straf. Den eneste, der ikke skal bag tremmer er Tage Bisgaard Hansen - kendt som Bowler Tage fra underholdningsprogrammet 'Zulu Djævleræs'. Han nøjes med en betinget straf samt 200 timers samfundstjeneste.
De ni øvrige dømte har i alt fået 17 års fængsel.