Danmark kronede en fantastisk EM-kvalifikation med at vinde 2-1 over Portugal i Parken.
Dermed vinder Morten Olsens tropper Gruppe H og kvalificerer sig direkte til EM i 2012 i Polen og Ukraine.
Mod Portugal i et fyldt Parken fik Danmark en drømmestart, da Michael Krohn-Dehli efter 12 minutter tog et kvikt træk og via et portugisisk hoved kanonerede bolden ind til 1-0.
Otte minutter forinden vil mange iagttagere argumentere for, at Danmark blev snydt for et mål, da Michael Silbauer opsnappede en løs bold, som den portugisiske målmand ikke havde handskerne på.
Efter pausen fik Portugal langt bedre styr på spillet og pressede Danmark gevaldigt.
Men efter et perfekt dansk kontrastød iscenesat af Christian Eriksen, havnede bolden hos Dennis Rommedahl, der lagde op til Nicklas Bendtners mål efter 63 minutter.
Efter den danske 2-0-føring var Portugal presset til at satse offensivt, fordi holdet med et nederlag på det tidspunkt så ud til at skulle spille play off-kampe om at komme til EM.
Det skabte flere kæmpestore chancer i den anden ende, hvor Nicklas Bendtner, Michael Krohn-Dehli eller Christian Eriksen med lidt held kunne have lukket kampen.
Men i stedet skabte Cristiano Ronaldo i kampens andet tillægsminut dog spænding om resultatet med et fantastisk frispark henover den danske mur og op i det danske målhjørne - uden chance for Thomas Sørensen.
Lige meget var det dog i den sidste ende, da Danmark vinder gruppen og er klar til EM i Polen og Ukraine til sommer.