Statsministerens nytårstale er en traditionsrig begivenhed i den politiske kalender.

Mindevrdige taler

Nogle taler huskes stadig. Anker Jørgensen (S) citerede i 1977 Kim Larsens Det er en kold tid . Bemærkelsesværdigt, fordi det var et statsministerielt ridderslag til dansk rockmusik. I 1985 kunne Poul Schlüter (K) fortælle, at »opsvinget har bidt sig fast.« Og den målrettede retoriker Anders Fogh Rasmussen (V) var i 2002 dagsordensættende ved at bede »eksperter og smagsdommere« om at holde mund og lade folk bestemme selv.Ingen nytårstale har dog vakt så meget politisk røre som den allerførste af slagsen, nemlig Thorvald Staunings (S) 1. januar 1940. Anden Verdenskrig var brudt ud i september 1939. Danmark var endnu frit, men faren for tysk aggression var overhængende. I radiotalen levnede han ikke Danmark meget håb: »Landets beliggenhed i forbindelse med folkets uvilje mod krig har umuliggjort alle forestillinger om et effektivt krigsberedskab.« I et avisinterview samme dag tilføjede Stauning, at han aldrig havde følt sig så nedtrykt, og at alle i hans omgangskreds følte en uhyggestemning.

Opgivende tone

Stauning besad en kolossal autoritet i befolkningen. Så man lyttede, når han talte.Hvad man ikke vidste var, at en række alvorlige politiske nederlag i 1939 samt Danmarks katastrofalt udsatte sikkerhedspolitiske situation, havde bragt ham i en depressionslignende tilstand.Staunings ord virkede stødende på mange, fordi tonen var så opgivende. Kritikerne sagde, at det da vel ikke var en statsministers opgave at tage modet fra folk uden at give forslag til problemernes løsning. Man måtte være realistisk og nøgtern, sagde tilhængerne – formentlig her et mindretal.Med folkestemningen som løftestang pressede Christmas Møller (K) 19. januar regeringen til at vedtage en dagsorden i Folketinget, som udtalte, at de midler, man rådede over, »om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed.«Folketingsbeslutningen antydede, at der i tilfælde af angreb skulle kæmpes til sidste mand. Det blev der imidlertid ikke 9. april 1940.Hvad nogle var lettede over, mens mange andre følte, at politikerne havde forrådt dem, når man nu 19. januar havde lovet noget andet.

Store krav

Politisk kommunikation i et demokrati skal ideelt set være inspirerende, realistisk, ansvarlig, sanddru og der skal angives løsninger. Store krav, som kan være svære at forene.Med sin opgivende tone og de manglende løsningsforslag svigtede Stauning sit ansvar. Folketinget – og i sidste ende regeringen – svigtede sit ansvar ved 19. januar at love noget urealistisk.Vilkårene i 1939-40 var uendeligt vanskelige.Anders Fogh Rasmussens vilkår synes lettere. Landets overlevelse står immervæk ikke på spil. Men også han har presserende forsvars- og sikkerhedspolitiske problemer at berette om i sin tale på mandag. Kravene er de samme. Kan de forenes nytårsdag 2007?