Når den nye Star Wars-film forventes at ramme verdens biografer i 2015, bliver det med stor sandsynlighed med det oprindelige hold på lærredet. Det skriver MSN Entertainment.
I et nyt interview afslører filmmageren bag den legendariske science fiction-serie på seks film, George Lucas, at han allerede havde forhandlet kontrakter på plads med skuespillerne Mark Hamill, Harrison Ford og Carrie Fisher, inden hans filmselskab blev købt af Disney.
- Vi havde allerede en aftale med Mark og Carrie og Harrison - eller vi var i de sidste faser af forhandlingerne, siger George Lucas og tilføjer:
- Måske skulle jeg ikke havde sagt det. Det, tror jeg, man ville annoncere under stor ståhej. Men så ville jeg ikke sige, om forhandlingerne var succesfulde eller ej, er den kryptiske besked fra Lucas.
Skuespillerne Harrison Ford, Mark Hamill and Carrie Fisher havde alle roller i de tre første Star Wars-film, hvor de spillede henholdsvis Han Solo, Luke Skywalker og prinsesse Leia.
George Lucas skal ikke instruere rum-dramaet denne gang og har overladt instruktørjobbet til J.J. Abrams. Lucas er dog tilknyttet den kommende "Star Wars Episode VII" som kreativ konsulent.
/ritzau/