Handicappede, hjemløse, stofbrugere og udsatte børn og unge har fået et nyt talerør.
Benny Andersen er nemlig blevet valgt til ny formand for landets socialpædagoger.
Han afløser Kirsten Nissen, der efter 16 år på posten har valgt ikke at genopstille.
"Jeg er både ydmyg og stolt over nu at skulle stå i spidsen for landets 36.000 dygtige socialpædagoger. Socialpædagogerne er i mange sammenhænge en stærk organisation med indflydelse, og den styrke og indflydelse skal vi fastholde og udbygge," sagde den nye formand i sin takketale på Socialpædagogernes kongres.
Benny Andersen understregede i talen, at der er nok at tage fat på.
"Socialpædagogerne har mange store opgaver foran sig, så vi har ikke tid til at ligge på den lade side. Vi er for eksempel oppe imod en anstrengt økonomi i kommunerne, som begynder at få konsekvenser for både vores medlemmer og for de borgere, vi tager os af. Og vi står foran en svær overenskomstforhandling 2011," sagde han.
Kaj Skov Frederiksen er genvalgt til forbundskasserer, og de to næstformandsposter er nu besat af Marie Sonne og Pernille Christoffersen.