Det norske samfund svømmer i oliemilliarder, og lønningerne er ofte et pænt stykke over, hvad vi får i Danmark.
Men også Norge har sine problemer med stærkt underbetalt østeuropæisk arbejdskraft, viser en ny og opsigtsvækkende sag fra Stavanger.
Her har en 29-årig medarbejder fra Litauen arbejdet til en timeløn på blot 17 kroner, skriver NRK.no.
”I mine 14 år i Fællesforbundet, hvor jeg har arbejdet med lignende sager, er dette noget af det værste, jeg har set,” siger Torgrim Frøland fra fagforeningen Fællesforbundet.
I arbejderens kontrakt stod, at han skulle have 90 kroner timen, selvom den mindstelønnen for ufaglærte med tilsvarende kvalifikationer ifølge NRK.no er på 158 kroner.
Men litaueren fik altså ikke engang udbetalt de 90 kroner i timen, som han var blevet lovet i kontrakten.
Kilde: NRK.no