Hvad er oddsene for, at der kommer regn i dag?
Plejer du at have ret i den slags spørgsmål - så kan der måske være penge at tjene.
Danske spil vil nemlig lave oddset-spil, hvor man kan tippe på vejret i bestemte byer på bestemte tidspunkter.
Det skriver Politiken.
"Det kunne være sjovt at nå ud til nogle af dem, der ikke spiller på fodbold, som de fleste af vores kunder jo gør," siger Thomas Rørsig, informationschef hos Danske Spil til avisen.
Man kan blandt andet spille på vejret i København, Odense, Aalborg, Esbjerg, Skagen og Hammershus i væddemålene, og det er så DMIs vejr-data, der afgør, om et væddemål falder ud i den ene eller anden retning.
Målet for danske spil er at få andre end fodboldinteresserede til at spille Oddset.
Det er vejrdata fra DMI, der ligger til grund for spillene.
Danske Spil har tidligere testet gambling på vejret.
Her kunne fodboldfans spille på vejret til landskampe i Parken. Og det gik altså så godt, at de nu gør vejret til en permanent del af spillet.