Efter massiv kritik af behandlingen af danskernes arbejdsskader iværksatte Arbejdsskadestyrelsen selv en undersøgelse af styrelsens praksis.
Nu fastslår Kammeradvokaten, der står bag undersøgelsen, at mange sager fejlbehandles.
"Det er helt afgørende, at man får den erstatning, man har krav på, hvis man kommer til skade på arbejdet. Derfor er det dybt bekymrende, at Kammeradvokatens undersøgelse viser så alvorlige fejl. Ikke mindst fordi Arbejdsskadestyrelsens afgørelser har stor betydning for mange mennesker og deres familier," siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Avisen.dk beskrev i midten af juni, hvordan de pårørende til en afdød brandmand fik afslag på erstatning på grundlag af en forkert diagnose.
LÆS OGSÅ: Sygt? Tog fejl af blære- og prostatakræft
Kammeradvokaten har undersøgt 98 sager inden for det område, som handler om tab af erhvervsevne.
De undersøgte sager er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen efter 1. januar 2011.
Kammeradvokaten vurderer, at Arbejdsskadestyrelsen i 27 af sagerne ikke ville få medhold i en eventuel retssag.
Kammeradvokaten vurderer desuden, at 20 af de 98 sager mangler væsentlige informationer og derfor skal genoptages. Derudover vurderer Kammeradvokaten, at mange begrundelser for styrelsens konkrete afgørelser er mangelfulde og præget af fejl.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil der i dag onsdag blive konstitueret en ny direktør i Arbejdsskadestyrelsen og samtidig tilføres styrelsen ekstra ledelsesmæssige ressourcer i en periode.
Styrelsens nuværende direktør skal fremover varetage andre ledelsesopgaver i Beskæftigelsesministeriet.