Mange vil nok synes, at november i år var mere trist, end november måneder plejer at være. Og faktisk er der noget om snakken.
I hvert fald blev november en af de vådeste og mest solfattige i mands minde, og hvis man ser på, hvor mange dage, det regnede, så står det helt skidt til.
27 ud af 30 dage åbnede skyerne sig og sendte vanddråber ned i hovedet på danskerne. Det er ny rekord, viser en opgørelse fra DMI.
Den hidtidige rekord blev sat i november 1992 med 25 regnvejsdage.
DMI definerer et nedbørdøgn som et døgn, hvor der falder 0,1 millimeter nedbør eller mere på landsplan.
November blev i øvrigt den femte varmeste, den fjerde vådeste samt den tredje solfattigste november, DMI har registreret.
Landsdækkende målinger af temperatur og nedbør startede i 1874, mens solmålingerne startede i 1920.
Først i de sidste dage af november indtraf frosten. Hvis vi ikke havde fået nattefrost, ville det have været første november nogen siden uden minusgrader.