Der er dårlige nyheder til de mange mennesker verden over, som har valgt at sætte penge i Facebook-aktier. Lige efter åbningen af den amerikanske børs tirsdag er aktien nemlig faldet med 8,2 procent.
Det sker efter, at aktien allerede mandag tabte hele 11 procent. Her lukkede aktien i en kurs på 34,03 dollar - omkring 4 dollar mindre, end da aktien blev introduceret på børsen i fredags.
Facebooks børsintroduktion var ventet med stor spænding, og mange analytikere forudså stigninger på op mod 10 procent. Det er gået lige modsat.
Der kan endda være udsigt til endnu mere nedgang for Facebook. Michael Borre, der er chefrådgiver i Nordea, sagde mandag, at udfordringerne for aktien vil stå i kø i ugerne, månederne og årene, der kommer.
Han vurderer, at startprisen på 38 dollar set i bakspejlet var for høj.
Da Facebook gik på børsen fredag, var der tale om den største børsintroduktion nogensinde for en amerikansk teknologivirksomhed.
Danskerne og de nordiske naboer deltog i høj grad i aktiefesten fredag.
I de fire nordiske lande blev der omsat 225.000 aktier i løbet af fredagen.
Hele 40 procent af den nordiske omsætning lå i Danmark, oplyste Nordnet, som er Nordens største online-børsmægler.
Selvom aktierne falder kraftigt, er mange personer dog blevet meget rige på introduktionen.
Topscoreren er ikke overraskende Facebooks grundlægger, den kun 28-årige Mark Zuckerberg, der nu har aktier for knap 20 milliarder kroner.