Det tager på kroppen at grave huller, bygge huse eller anlægge motorveje.
Mange bygningsarbejdere må forlade branchen på grund af tabt arbejdsevne som følge af nedslidning.
Alligevel er der stort set ingen forskning i, hvordan man forhindrer fysisk nedslidning i byggebranchen. Det konkluderer Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i en ny rapport.
"Der er behov for, at man i højere grad end i dag udveksler erfaringer og deler viden om, hvordan en øget anvendelse af tekniske hjælpemidler kan være med til at forebygge nedslidning og fastholde medarbejderne på arbejdsmarkedet," siger seniorforsker Pete Kines fra NFA, der står bag rapporten.
Tekniske hjælpemidler kan bl.a. være lifte eller vogne, der minimerer tunge løft og dårlige arbejdsstillinger, eller fjernstyrede vibrationsmaskiner til brolægningsarbejde.
Arbejdet i byggebranchen ér hårdt. Det kan Torben Saxtorff skrive under på.
Han er ansat som jord- og betonarbejder i entreprenørfirmaet Einar Kornerup, og alle i hans sjak døjer med fysiske skavanker.
"Én har ondt i knæene, en anden har nedsat blodomløb i benet, en tredje går til kiropraktor flere gange om måneden, og en fjerde har fået kromeksem og har ofte væskende sår på hænder og arme," siger han til Newspaq.
Selv lider Torben Saxtorff af ondt i lænden og spændingshovedpine samt konstante smerter i højre hæl efter en arbejdsulykke i 1997.
"Hvis vi som jord- og betonarbejdere eller for den sags skyld en hvilken som helst håndværker i byggeriet skal holde i mere end 40 år på arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at innovere os ud af de værste dele af nedslidningen," siger Torben Saxtorff.
Han har netop været med til at stifte en ny landsbrancheklub for jord- & betonarbejdere under 3F bl.a. for at kunne forebygge nedslidning.
"Visionen er, at vi skal lave vidensdeling på tværs af virksomheder. Så hvis nogle har ideer, så kaster vi dem ind over landsbrancheklubben og får kastet dem ud bredt," siger Torben Saxtorff.
Rapporten fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø bygger på interview med 15 tømrere og vej- og brobygningsarbejdere.