Selvom tindingerne er blevet lidt grå, og der måske er kommet et par rynker mere så fortvivl ikke. Dine chancer for at få nyt arbejde, hvis du mister dit, er lige store som de unges.
En undersøgelse fra ASE, der er en uafhængig a-kasse for 150.000 lønmodtagere og selvstændige, viser, at det er en myte, når vi tror, at det er sværere for de ældre at få nyt job.
"Det er noget, ikke bare unge - men også de ældre, selv tror. Men realiteten er, at man sagtens kan finde et job, også selv om man er oppe i en mere moden alder. Så der er kun én ting at gøre, hvis man bliver arbejdsløs i en moden alder, og det er at klø på," siger direktør i ASE Jesper Bøge til Berlingske Business.
Endda kan der være nogle fordele i at have lidt flere år på bagen, påpeger Jens Bøge. De ældre har som regel mere erfaring, er mere fleksible og har bedre sociale kompetencer, fordi de kender til at være på arbejdsmarkedet.
Arbejdsløsheden blandt 60-64-årige ligger lige nu på blot 2,2 procent af arbejdsstyrken, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.