Myanmar benådede tirsdag snesevis af politiske fanger, siger aktivister dagen efter, at EU gik ind på at ophæve næsten alle sanktioner mod landet.
- Mindst 59 fanger er omfattet af den seneste amnesti, siger Bo Kyi fra Støttegruppen for Politiske Fanger (Burma).
- Men over 200 politiske fanger er stadig fængslet. De bør anerkendes som politiske fanger og frigives øjeblikkeligt, tilføjer han.
Amnestien tirsdag gjaldt 40 tidligere oprørere fra den østlige Shan provins. De var fængslet for narkotikasmugling, men Bo Kyi betegner dem som "politiske ofre."
Myanmar, som gennem mange år hævdede, at der ikke var nogen politiske fanger i landet, har frigivet hundredvis af aktivister, siden præsident Thein Sein overtog magten i marts 2011.
EU besluttede mandag at ophæve hovedparten af de tilbageværende sanktioner mod Myanmar. De var allerede blevet ophævet midlertidigt for et år siden, og det var denne beslutning, der blev gjort permanent. Dog ikke for salg af våben og udstyr, der kan bruges til intern undertrykkelse af mindretal.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) roser i en kommentar Myanmar for uomtvistelige demokratiske fremskridt de seneste to år.
- Der er foregået ganske betydelige demokratiske fremskridt over de sidste par år. Summen af det er, at vi synes, de er på den rette vej.
Men han pointerer, at der blandt andet stadig er problemer omkring politiske fanger.
/ritzau/AFP