Med udgangspunkt i muslimske Zanzibar gøres et forsøg på at skabe religiøst betinget politiske splid. Kristne samfund og flere kirker er nedbrændt af radikale muslimer.
Zanzibar er muslimsk og har derfor en noget anderledes religiøs kultur end hovedlandet i Tanzania. De kulturelle spændinger internt i landet betyder, at der er opstået en bevægelse for at løsrive øen.
Muslimske politiske kræfter med base i Zanzibar har indledt en kampagne for selvstændighed. De vil forkaste grundloven af 1977, der smeltede Tanganyika og Zanzibar sammen til landet Tanzania.
Religion i politik
Protestbevægelsen er nået til et punkt, hvor der er voldsomme uroligheder i byernes gader og voldelige indgreb af politiet. Det er især en muslimsk gruppe kaldet Muamsho, der provoverer politisk islam.
Til tv-stationen al-Jazeera udtaler Mselem Ali Mselem, leder af Muamsho, at han ønsker at indføre politisk islam og adskille øen fra Tanzania, fordi de to områders kultur er forskellige.
Han gemmer sig af frygt for at blive arresteret.
Vold i gaderne
Fattige muslimer har på det seneste angrebet kristne familier og kirker, hvorfor kristne er begyndt at flygte fra øen. Zanzibars muslimske vicepræsident Seif Sharif Hamad advarer om, at religiøs intolerance kan skabe en landsdækkende krise, skriver Tanzania Daily News.
Hamads advarsler er også rettet mod hans eget parti, Den Forenede Borgerfront, CUF. Der er politikere, der ønsker at udnytte religiøs strid til egne formål, advarer han. CUF's leder stiller op til præsidentvalget i 2015.