Det danske håndboldlandshold risikerer at miste førstemålmand og anfører Niklas Landin i de afgørende EM-medaljekampe i weekenden.
Landins hustru, Liv, er højgravid, og onsdag har landstræner Nikolaj Jacobsen indkaldt Kevin Møller som eventuel erstatning, hvis Landin må forlade lejren.
Målmanden selv slår efter 31-20-sejren over Makedonien dog fast, at han regner med, at barnet venter lidt med at melde sin ankomst.
- Hun har flere plukveer nu. Men der er først termin 6. februar. Jeg forbereder mig 100 procent på hver kamp og håber, at hun ikke går i fødsel før på mandag eller tirsdag.
- Jeg går stærkt ud fra, at hun kan holde den lidt endnu, siger han om sin gravide hustru.
Indkaldelsen af Kevin Møller skal ses som en sikkerhedsforanstaltning, så truppen ikke pludselig står med kun én målmand.
- Det er ren og skær sikkerhed, så Kevin ikke først skal bruge en hel dag på at rejse herned, hvis der pludselig sker noget, siger Landin.
Målmanden afviser, at den glædelige begivenhed har distraheret ham i en grad, så det er gået ud over de sportslige præstationer ved EM.
- Så snart kampene er gået i gang, har min fokus været på håndbolden. Jeg har da tænkt over det, når vi ikke har spillet.
- Men under kampene har jeg ikke haft fokus derhjemme, siger Niklas Landin.
Landstræner Nikolaj Jacobsen bekræfter, at indkaldelsen af Kevin Møller er sket for at få ro over situationen.
- Jeg håber jo, at Liv lige holder den lidt endnu. Men det er også for at give Niklas den sikkerhed, at skulle der sker et eller andet, kan han med god samvittighed tage hjem.
- Det er trods alt vigtigere, siger Nikolaj Jacobsen.
/ritzau/