Det har været svært at undgå Venstres nye smædekampagne mod S og SF i løbet af dagen i dag. Men nu viser det sig, at Venstre slet ikke har rettighederne til billederne af Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt, der optræder i kampagnen.
Det fortæller fotograf, Lars Svankjær, der har taget billederne, til eb.dk
"De har tyvstjålet mine billeder. Jeg anede intet om det her, før jeg så en masse af mine billeder gengivet i TV-Avisen i går. Jeg har intet hørt. Intet! Da jeg så aviserne i dag, fik jeg et chok. Det er uanstændigt. Det er tyveri."
Fotografens advokat har nu sendt et brev til Statsministeriet, hvori han forlanger, at kampagnen stoppes med øjeblikkelig virkning.
Hos Venstre forstår man ikke fotografens bastante udmelding.
"Der må være en vis form for albuerum mellem de politiske partier. Vi har set en række tilfælde, hvor S og SF har brugt billeder af vores folk i pjecer uden, at vi har krævet betaling for billederne. Det er sket med for eksempel Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen," siger Jens Skipper Rasmussen til eb.dk