Da ministerholdet i går skulle til kaffe hos dronningen var flåden af ministerbiler forvandlet til kollektiv transport, hvor flere af de nye ministre måtte deles om de blankpolerede ministerbiler.
Helle Thorning-Schmidts ministerhær er nemlig vokset med fem mere end Lars Løkke Rasmussens (V) 18 mand store hold.
"Der er ikke overblik over, hvor mange ansatte de forskellige ministerier får. Det hele er lige nu så nyt, så det kan jeg ikke svare dig præcist på," lyder det fra Statsministeriets presseafdeling, der opfordrer til at kontakte de enkelte ministerier for et mere præcist svar.
Det kan dog blive en svær opgave, for flere ministerier er endnu ikke oprettet. For eksempel splittes Økonomi- og Erhvervsministeriet op, så Margrethe Vestager (R) bliver Økonomi- og indenrigsminister og Ole Sohn (SF) bliver Erhvervs- og vækstminister.
Og boligdelen af Socialministeriet pilles ud, så der oprettes et helt ny ministerium for by, bolig og landdistrikter. Det tegner til at blive et af de mindste ministerier.
Carsten Hansen (S) har fået den ministerpost, men ellers ved han ikke meget om, hvem, hvad og hvor.
"Det er gået meget, meget stærkt, så jeg har ikke haft mulighed for at se ressortområdet helt igennem endnu. Som jeg forstår det, flytter man ressort fra tre fire ministerier over til det nye ministerium," sagde han i går.
Det tyder dog på, at han indtil videre har et kontor, hvor han han læse op på sit ressortområde.
"Der bliver et kontor til mig, hvor jeg kan arbejde. I første omgang bliver det nok i Socialministeriet, hvor boligområdet hidtil har holdt til," sagde Carsten Hansen.
Det nye S, R og SF-ministerhold byder på 21 ministre, der aldrig tidligere har siddet ved ministerbordet. Margrethe Vestager (R) og Henrik Dam Kristensen (S) er eneste ministre med ministererfaring.