Minister vil stoppe praktikkaos

Nu skal der styr på situationen. Der skal laves en holdbar løsning, lyder det fra Christine Antorini om de manglende praktikpladser.
Praktikpladser er helt i top på regeringens dagsorden. Til efteråret skal der laves holdbare løsninger, siger ministeren.
Praktikpladser er helt i top på regeringens dagsorden. Til efteråret skal der laves holdbare løsninger, siger ministeren. Foto: Colourbox

Indtil videre har alle politiske tiltag mod de manglende praktikpladser slået fejl. Derfor vil regeringen til efteråret lave en ny strategi, der kan skabe flere praktikpladser. Det skriver Fagbladet 3F.

Udmeldingen kommer efter at de seneste tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning viser, at antallet af praktikpladssøgende unge er steget støt fra 4.302 i juni 2008 til rekordhøje 11.121 unge i juni 2012.

- Det er et kæmpeproblem. Praktikpladser er på toppen af regeringens dagsorden og nogle af de afgørende drøftelser vil ske til efteråret. Vi går efter en varig aftale, der virker, så vi ikke skal lave politiske aftaler år efter år, pointerer børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Ordninger som for eksempel præmieringsordningen på 70.000 kr. til arbejdsgiverne for hver ny praktikplads, de opretter, skal kigges grundigt efter.

Fakta:

Boomet i antallet af praktikpladssøgende de sidste fem år (tal fra juni måned) ser sådan her ud:

* 2008: 4.302

* 2009: 6.359

* 2010: 8.998

* 2011: 9.552

* 2012: 11.121

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.