Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at finde ud af, hvorfor mindst 1247 danskere blev smittet med salmonella? Det spørgsmål vil fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) nu have opklaret.
Danmark blev sidste vinter ramt af den omfattende epidemi, men trods intensive undersøgelser har efterforskningen ikke givet nogle resultater.
Nu vil Eva Kjer Hansen have udenlandske eksperter til at evaluere detektivarbejdet, der skulle hjælpe med at finde smitte-vejene.
"Den Centrale Udbrudsgruppe har gjort sit yderste i arbejdet, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi får evalueret indsatsen for at se, om der er noget vi kan lære. Derfor vil vi nu sørge for at kigge indsatsen efter i sømmene - både i forhold til udbrudseftersporingen og den organisatoriske indsats," siger fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen ventes afsluttet inden sommerferien.