Meget tyder på, at der kun er formaliteter i vejen for, at Alex Vanopslagh bliver ny politisk leder for Liberal Alliance.
I hvert fald har det 27-årige nyvalgte folketingsmedlem tilsyneladende opbakning fra de tre øvrige LA-medlemmer af Folketinget.
Lørdag siger Ole Birk Olesen til Politiken, at både han og Simon Emil Ammitzbøll-Bille ligesom Henrik Dahl bakker op om Vanopslagh.
- Der har jo været snak frem og tilbage om, hvem der skal være leder efter Anders Samuelsen, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, hvem det skal være.
- Det skal være vores unge og meget talentfulde mand fra Vestjylland, Alex Vanopslagh, siger han.
Ole Birk Olesen siger også, hvorfor netop Vanopslagh er det bedste bud på, hvordan partiet kan genrejses efter at været gået fra 13 til 4 mandater.
- Det handler om, at han er en ægte og engageret liberal. Det handler også om, at han kan formidle et budskab, så folk kan forstå det og sympatisere med det, og så handler det om, at han kan få folk til at samle sig omkring sin person, siger den fungerende transportminister.
Alex Vanopslagh har endnu ikke selv fortalt, om han ønsker at blive politisk leder for sit parti.
/ritzau/