Mindst 477 mennesker er døde og flere end 250.000 gjort hjemløse, efter at tyfonen Bopha de seneste dage har hærget Filippinerne og især øen Mindanao.
De materielle ødelæggelser er enorme, og hjælpearbejdere siger, at behov for hjælp i de ramte områder "i princippet er umættelig".
Også FN siger, at der er stort behov for hjælp.
- FN er parat med humanitær hjælp og parat til at mobilisere international støtte, siger en talsmand for generalsekretær Ban Ki-moon.
Filippinernes minister for det civile beredskab, Benito Ramos, siger, at regeringens første prioritet er torsdag og fredag er at finde de knap 400 mennesker, der fortsat er meldt savnet.
Ramos siger, at regeringen foreløbig har været i stand til at finde midlertidige opholdssteder til 170.000 mennesker af den kvarte million, som har mistet deres hjem.
Tyfonen, der først og fremmest ramte øen Mindanao, er den kraftigste, der har ramt Filippinerne i år med vindstød på op mod 44 meter i sekundet.
Størstedelen af ofrene har mistet livet i bjergbyerne New Bataan og Monkayo. Her er der registreret 253 omkomne, de fleste ved jordskred som følge af oversvømmede floder.
Mange områder er afskåret fra omverdenen på grund af mudderskred, nedfaldne træer og ødelagte broer.
Redningsmandskab har svært ved at komme frem i de berørte områder, selv om de har biler, både og firhjulstrækkere til rådighed.
Myndighederne frygter at finde mange flere omkomne, når redningsmandskab kommer gennem alle de ramte regioner.
/ritzau/Reuters