”Maniodepressive? Jamen, de er da psykopater!”
Sådan nogenlunde lød snakken en dag mellem nogle kolleger på stedet, hvor Mikaela Sindesen var i praktik på det tidspunkt. Mikaela Sindesen er maniodepressiv. Men da hun hørte kollegernes kommentarer, tænkte hun, at det ville hun aldrig nogensinde fortælle dem.
- Det var helt vildt ubehageligt, og jeg havde lyst til at råbe højt eller flygte, fortæller hun Avisen.dk.
Hun er 33 år og er ved at uddanne sig til socialrådgiver. Hun har en datter på 13 år – og så har hun sin sygdom, bipolar affektiv lidelse type 1 - i folkemunde kaldet maniodepressiv.
Hun nikker genkendende til den nye undersøgelse fra SFI, der viser, at mange danske lønmodtagere ikke bryder sig om at få en kollega, der er maniodepressiv eller skizofren.
LÆS OGSÅ: Uønsket som kollega: Vi gider ikke de kronisk psykisk syge
- Man er bange for det, man ikke kender. Og selvom 40.000 mennesker i Danmark er bipolare, er det langt fra alle, der kender til sygdommen – ud over det, de ser i Hollywood-film, hvor maniodepressive ofte er fuldkommen sindssyge, eller det, de hører om i medierne, som kun skriver, når en maniodepressiv har overfaldet én eller er gået amok, bemærker Mikaela Sindesen.
Hun er sikker på, at åbenhed er vejen frem, hvis barrieren skal nedbrydes. Samme konklusion er der i SFI-undersøgelsen. Ifølge den er lønmodtagere, der har prøvet at have en kollega med en kronisk psykisk lidelse, meget mere positive og åbne end dem, som ikke har prøvet det.
Vi er for bange for at blande os
- Har du en kollega med en psykisk lidelse, så spørg ind. Snak! lyder Mikaela Sindesens opfordring.
- Jeg oplever ofte, at folk ikke tør spørge ind til det, men de vil alligevel godt vide noget. Så sender de mails eller smser i stedet for. Men jeg har ikke noget imod at svare ansigt til ansigt. Jeg synes generelt, vi er alt for bange for at blande os i hinandens liv, siger hun.
- Hvis man som mig har været langt nede med en depression, så har man været i kontakt med sine mørke følelser, og føles det altså ikke så farligt at snakke om dem.
Totalt sansebombardement
Og jo mere kollegerne ved, jo mindre undrer de sig – for eksempel når man som Mikaela Sindesen melder fra til store sociale arrangementer som julefrokoster og sommerfester.
- Den slags store begivenheder er totale sansebombardementer for mig. Som bioploar er jeg hypersenistiv og vildt modtagelig over for sanseindtryk. Så det at være til en julefrokost med 200 mennesker kan gøre mig manisk, siger hun – og fortæller, at sådanne sanse-overdoser for hende kan resultere i tre måneders sygemelding.
- Og hvis kollegerne ved det, forstår de jo godt, hvorfor jeg ikke kommer.
Flere kunne komme i job
Mikaela Sindesen har været åben om sin sygdom, som hun holder foredrag om og skriver om på sin blog. Hun har mødt mange, der i samme båd, som hun er, og hun er stensikker på, at en stor del af dem med den rette indsats kunne få et job. Det ville både de og samfundet profitere af.
- Hvis det blev håndteret anderledes, kunne mange flere af dem, der står på vippen, komme i arbejde. Der er så mange ressourcer gemt i dem. Men det kræver, at systemet og behandlingen skrues anderledes sammen, og at der tilføres ressourcer.
- Det kræver også, at arbejdsgiverne er villige til for eksempel at have fleksjobbere ansat – at de er åbne for at dele én stilling op i fem. Jeg tror godt, det ville kunne svare sig.
Læs Mikaelas Sindesens blog her