Dykkere fik sig en ubehagelig overraskelse, da de stødte på en større samling urner med menneskelige rester.
De var egentlig bare på jagt efter soltaget til deres båd, da de gjorde det makabre fund ved Lake Zürich. Det skriver timesonline.
Indtil videre er der fundet mere end 50 urner, som myndighederne ikke ved, hvor kommer fra. Politiet har nu opgivet at hente flere op fra den 136 meter dybe sø.
Fundet har rettet fokus mod en kontroversiel selvmordsklinik. En tidligere ansat har fortalt, at klinikken har smidt mere end 300 urner i søen. Klinikken tilbyder, at folk kan få en værdig død, og derfor er det kontroversielt, hvis resterne bliver smidt i søen som andet skrald.
Direktøren nægter imidlertid at udtale sig om, hvorvidt de står bag.
Myndigheder undersøger nu, om fundet er en overtrædelse af miljølovgivningen eller om det er en krænkelse af den afdøde og den kontrakt familien indgår med krematoriet.