To somaliske pirater blev dræbt og tre blev alvorligt sårede, da det i går blev kom til ildkampe mellem to grupperinger af rivaliserende, somaliske pirater.
Det skriver hjemmesiden Somalireport.com.
Kampene, der foregik i Hinlabi cirka 160 kilometer øst fra Adado, skulle være opstået, fordi den ene gruppe af pirater forsøgte at overtage kontrollen med de nødhjælpsarbejdere, der blev kidnappet fra deres køretøj i Galkayo i sidste uge. Blandt dem var danske Poul Thisted fra Danish Demining Group.
"To pirater blev dræbt og tre flere blev sårede i sammenstødene," fortæller en af de lokale ældre i området til hjemmesiden Somalireport.com.
Forsøget på at erobre gidslerne mislykkedes dog, og ifølge præsidenten for den såkaldte Hibin og Heb-administration, opbevares gidslerne nu langt væk fra de større byer.
"De bliver i øjeblikket tilbageholdt i Harardhere, eftersom piraterne ikke har lyst til at være i nærheden af de større byer", lyder det fra Mohammed Adan.
Kilde: Somali Report