Den statsejede kanal TV 2 kommer måske snart i hænderne på millionæren Bo Nilsson, der er topchef i betalingsgiganten Nets.
I al hemmelighed arbejder Bo Nilsson på en opsigtsvækkende handel, der involverer købet af TV 2. Det skriver erhvervsmediet Inside Business ifølge Finans.dk
Bo Nilsson er blandt andet kendt for at have tjent over en halv mia. kroner på børsnoteringen af Nets, der driver Dankort og NemID, selvom selskabet i samme periode gik ud med et underskud på 584 millioner kroner.
Ifølge Inside Business har topchefen allieret sig med en erfaren advokat, Christian Scherfig, og er nu på udkig efter folk, der kan være med til at finansiere handlen. Han er indtrådt som direktør i selskabet Dansk Medie Invest Aps, der ifølge mediets oplysninger blandt andet skal fungere som holdningsselskab i forbindelse med købet af TV 2.
I dag er TV 2 ejet af den danske stat, men tidligere har regeringen meldt ud, at den har i sinde at sælge TV 2, når det nuværende medieforløb er udløbet i slutningen af 2018.
Det er angiveligt Danske Bank, regeringen har sat til at undersøge mulighederne for salget af TV 2.
Indtil videre har Egmont-koncernen og Berlingske Media meldt sig på banen som interesserede købere af TV 2.
Forskere har ellers tidligere peget på, at det kunne blive svært at sælge TV 2 på grund af de verserende sager ved EU-Domstolen om ulovlig statsstøtte til TV 2. Taber TV 2 sagerne, kan det koste milliarder og potentielt set lukke virksomheden, lyder dommen.
I dag beskæftiger TV 2 1.200 medarbejdere.