Plaskende regnbyger, tordenskrald og lyn i stil med dem, der prægede hovedstadsområdet forrige nat.
Det er den vejrmæssige menu, som danskerne kan berede sig på i det kommende døgn, og Jylland kan se frem til forpremiere på de våde herligheder fra i eftermiddag. Det oplyser DMI.
Mellemeuropa påvirkes fra syd af varm og fugtig luft, og samtidig kommer der kold luft ind over Nordsøen fra vest, som rammer Danmark ud på aftenen.
Således skabes der både regn- og tordenbyger.
De kraftigste regnbyger ventes at kunne forårsage helt op til 40 mm regn i de hårdest ramte områder.
Lørdag er regn og torden dog stilnet af, og der ventes en tør og solrig dag med temperaturer, der nærmer sig de 20 grader. Søndag bliver det igen vådt i store dele af landet.