Vi kravler op på det kolde betondæk, og da vi rejser os, kan vi til den ene side se ud over Hellerups tage og til den anden ud over Tuborg Havn og Øresund, hvor solen så småt er ved at rejse sig.
Dækket er efterhånden nået til 4. sals højde. Vi står lidt og ser os omkring, mens pladsen under os lige så stille vågner til dåd. Det er en af disse korte stille stunder, før sliddet og støjen starter, der er med til at give byggeriet sin magi.
Vi er blevet sat til at armere dækket, før det skal støbes. Det er ikke nogen specielt svær opgave, men som så mange andre ting i byggeriet skal det gøres i et helt enormt højt tempo, hvis man gerne vil tjene mere end 150 kr. i timen.
“Du, Martin? Hvad siger du til, at jeg trækker jernene ud, såkan du placere bøjler og vinkler?”
“Jeg gider sgu ikke lave noget,” kommer det ladt fra Martin.
Martin er en meget ung 2. års lærling, han er endnu ikke fyldt 18.
Han gik ud af folkeskolen i 8. klasse og er nu i gang med at tage struktøruddannelsen. Når man ser på ham, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvad han laver på en byggeplads.
Hans hjelm virker bredere end hans skuldre, og den lægger sig ned over hans hoved som en alt for stor hue, der kun lige afsløreret par gråblå øjne med et lidt forjaget udtryk. Hans arbejdstøjhænger på ham, som om det var mindst tre numre for stort.
De to størrelse 48 arbejdssko gør billedet endnu mere grotesk; de er nærmest længere, end han er høj. Og o.k., jeg ved godt, at det mest af alt er for at provokere, at han siger, at han ikke gider lave noget, men nogle dage kan han bare finde på at køre det her uudholdelige jeg-gider-ikke-trip det meste af dagen. Jeg håber ikke, det bliver sådan i dag; det har vi for travlt til.
Jeg kom til at gå makker med Martin få uger efter, at jeg startede i sjakket, og lige siden har jeg kæmpet en brav kamp for at få ham til at tage sit arbejde og sin uddannelse alvorligt. I dag er ingen undtagelse.
Jeg er et produkt af den hårde, onde arbejdsmandsskole, hvor sådan et svar var blevet mødt af trusler om fyring og røvfuld. Jeg har ikke lyst til at køre den stil over for mine “elever”, for jeg foretrækker at køre flinkeskolen, så jeg nøjes med at grine lidt af hans svar og begynder mit arbejde. Han siger ikke noget, da jeg starter, og jeg vælger at tage det som en tilslutning til planen. Jeg fokuserer derfor på min del af arbejdet, men der går ikke mange minutter, før han kommer hen til mig og begynder at sludre.
“Fuck, hvor var jeg fuld i går mand! Vi var bare ude i byen og gå til den, så kom der pansere, mand, og så ...”
Jeg er holdt op med at lytte og forsøger i stedet at finde på,hvad jeg skal sige til ham for at få ham til at arbejde.
“Martin, vi har sygt meget, vi skal nå i dag, kan du ikke stramme dig lidt an og knokle i dag?”
“Nej. Jeg gider sgu ikke lave noget, jeg er sgu bare lærling!”
“Hold nu op, Martin, kan du ikke lige sørge for, at de der ubøjlerer lagt ned i den side?”
Han mumler et eller andet og går tilbage til sit arbejde, men det varer ikke længe, før han kommer igen, og scenen gentager sig. Efterhånden som timerne går, og jeg gang på gang bliver afbrudt i mit arbejde af Martins ugidelighed, bliver jeg mere og mere irriteret. Lige så stille bliver jeg fyldt op af ærgrelse og irritation, og til sidst skal det simpelthen bare ud. Da han for jeg ved-ikke-hvilken-gang kommer over for at snakke, udbryder jeg vredt:
“For helvede, Martin! Ja, du er lærling, men du skal jo også være betonarbejder en dag, og så går det dovne pis sgu ikke længere."
Hvis man holder sig i live længe nok, kan man få lov til at opleve alle sine drømme blive til støv og se sig selv blive til det, man svor, man aldrig ville blive. De fleste i min generation har siddet foran tv’et og set Brad Pitt, Madonna og alle de andre stjerner gå på indkøb for millioner eller vise deres kæmpe huse frem på MTV og tænkt: “Det bliver mig en dag. Jeg når dér op!“
Jeg havde ikke de samme drømme, for mig var det anarkisterne i den spanske borgerkrig og aktivisterne i Ungdomshuset, der leverede illusionerne, men konklusionen er den samme, det er bare en drøm. Intet andet.
Nu, da jeg står og ser Martin ind i øjnene, alt imens han trodsigt forklarer mig, at han sgu ikke gider trave sine sko flade på denne skodarbejdsplads i al evighed, kan jeg se drømmen i hans øjne. Det er, som om han ikke rigtigt har fattet, at han står på en byggeplads og er i gang med en uddannelse til jord- og beton'er.
Han ligner en forvokset dreng, der forventer, at han hvert øjeblik vil vågne op fra dette mareridt og træde ud i den World of Warcraft-virkelighed, som han tænder for hver aften efter arbejde. Jeg står lidt og betragter ham. Så bliver jeg enig med mig selv om, at det er uden for min rækkevidde at gøre noget ved. Jeg klapper ham på skulderen og siger:
“O.k. Martin, du gør, som du vil, men jeg bliver nødt til at arbejde, for jeg er på akkord, så jeg kan ikke sludre med dig mere, o.k.?”
“Ja ja,” mumler han, imens han slentrer hen mod stigen ned fra dækket, sikkert for at finde nogle andre, han kan sludre med. Jeg gider ikke se efter ham. Jeg arbejder bare. Støt og i så høj fart som muligt. Jeg kan mærke led og muskler blive strakt og presset til grænsen, men det giver et sus at arbejde så hårdt, og mens det står på, mærker jeg ikke smerterne.
En times tid efter at Martin er skredet, bliver jeg afbrudt midt i min fordybelse i arbejdet af Steen, vores bajs. Han er en stor mand, og hans cykelstyroverskæg og briller får ham til at ligne en gammeldags general. Man får næsten lyst til at slå hælene sammen og gøre honnør, når han taler.
“Hvor er Martin?”
“Jeg ved det ikke ... Han er ikke her mere ...”
“Hvorfor er han ikke det?” spørger Steen tydeligvis irriteret.
“Det må du spørge Martin om, jeg ved det ikke...” lyver jeg.
“Nå ... Hvordan går det så med armeringen?”
“Det går. Jeg er færdig til støbningen, med eller uden Martin.”
Mit svar afslører min irritation over ikke at kunne få Martin til at arbejde. Det kan godt være, at jeg er vred på Martin, men ikke halvt så meget, som jeg er vred på mig selv over at måtte se min flinkeskolefacon komme til kort.
Steen nikker og går tilbage til stigen for at kravle ned igen; formentligt for at finde Martin. Vi har ikke nogen mandskabshejs, så Steen må slæbe sin 55-års gamle krop op og ned ad trapperne flere gange om dagen for at kunne holde kontakten til os oppe i byggeriet. Det irriterer ham sikkert, at han nu bliver nødt til at storme rundt på trapperne for at finde den skide lærling.
Vi betonarbejdere er et nøjsomt folk. Vi er vant til at gøre det dobbelte på den halve tid, til den halve pris, med kun halvdelen af det værktøj, som vi skal bruge. Giv os en halv bindetang og en stump rusten bindetråd, så skal vi nok få det hus opat stå! Det er nok denne attitude, der er årsagen til, at det som regel først er, når de andre håndværkere, specielt murerne, kommer på pladsen, at der bliver etableret ordentlige adgangsveje og en mandskabshejs. Det er ikke ualmindeligt, at et etagebyggeri, hvor der kun går betonarbejdere, først får lift efter 5. sals højde. Det er ikke, fordi vi ikke er opmærksomme på det. Alle betonnere ved, at det er sådan, og vi ved bestemt også, at det er noget lort, at det er sådan. Men af en eller anden grund får vi aldrig rigtigt gjort noget ved det.
Jeg var engang til et møde i fagforeningenfor betonarbejdere. Her sagde en opmåler, at årsagen til, at vi finder os i det, skulle findes i vores godhjertede natur. Jeg tror, han forsøgte at være diplomatisk. Steen har været betonarbejder i mindst 30 år; han er vant til at slæbe kroppen op og ned af trapper og stiger, men efterhånden er knæ og hofter dog begyndt at knage i sener og bånd. Jeg vil nødigt være i Martins sko, når Steen finder ham.
Nogen tid efter at Steen er gået, ser jeg Martin igen. Jeg er ved at lægge randarmeringen ned, da jeg får øje på ham. Han står nede ved kransporet, fire etager under mig, og rigger strøm til. Steen har vel fundet ham og sat ham til noget andet, tænker jeg. Jeg kigger jævnligt ned til ham, alt imens jeg arbejder.
“Han har nok fået en ordentlig skideballe ... Måske er det det eneste, der virker,” mumler jeg for mig selv, imens jeg betragter ham.
Han har fået til opgave at banke en del af det betonfundament, som vores tårnkran kører på, væk med en el-hammer, vist nok fordi der skal føres et kloakrør igennem. Det er hårdt arbejde, og med de alt for store sikkerhedsbriller og høreværn ser Martins lille skikkelse næsten latterlig ud. Man skal vide, hvor tung sådan en 905 Hilti-hammer er for at kunne forstå, hvor hårdt det er at smadre en 1 x 1 meter armeret betonbjælke med sådan en. Specielt når man er 17 år og har spaghetti hængende ud af ærmerne.
Oppe på mit dæk går arbejdet efter nøje fastlagte mønstre: Først lægges bøjler og vinkler ud. Dernæst trækkes og skubbesde lange armeringslængder i, de tilpasses med en mekanisk boltsaks, så de overlapper hinanden efter forskrifterne. Til sidst bindes det hele sammen fra en ende af. Efterhånden som arbejdet skrider frem, krydser jeg dækket igen og igen. Hver gang jeg kommer ud til kanten ned mod kransporet, ser jeg ned på Martin.
“Måske var jeg for hård ved ham,” tænker jeg for mig selv.
Jeg er ikke vred på ham mere. Jeg betragter hans lille skikkelse, der okser og maser med sin nye tjans.
Pludselig sætter kranen i gang. Den har kurs lige mod Martin.
“For helvede!!!” udbryder jeg. Martin står med benene overskrævs på sporet med ryggen til kranen og høreværn på. Han har ikke en chance for at høre de alarmklokker, der ringer, når kranen kører.
“For helvede, for helvede, for helvede!!!” kører det igennem hovedet på mig.
Det er, som om min hjerne er gået i stå. Jeg ved, at jeg ikke kan råbe Martin op, og jeg ved, at jeg ikke kan nå ned til ham, før kranen om få sekunder rammer ham. Kombinationen af de to ting får min hjerne til at brænde helt sammen. Dybt nede i synapserne bliver der sikkert arbejdet på højtryk for at finde en løsning på problemet, men resten af mig er totalt lammet. Jeg står som forstenet og kigger på katastrofen, der er ved at indtræffe.
Så kommer en skikkelse løbende ud fra huset.
Det er vores sikkerhedsrepræsentant Flemming.
Han når at flytte Martin lige præcis tre meter og fire sekunder før ulykken.
Efter at Flemming er gået, forhåbentlig op til bajsen for at give ham en skideballe, står jeg stadig og kigger ned på Martin.
Han står ubevægelig i udkanten af kransporet og ligner en, der lige er vågnet op fra en drøm og har fundet sig selv i en fremmed seng i en fremmed lejlighed.
Så vender jeg mig om for at arbejde videre. Vi har en støbning, vi skal nå.
Kapitlet ovenfor er ligesom resten af historierne i bogen ændret, så man ikke kan genkende personernes identitet og det præcise hændelsesforløb. Men alle historier baserer sig på virkelige hændelser, som Jakob Mathiassen har oplevet, siden han startede som betonarbejder i 2001.