Chris Kirkegaard er en stor og stærk mand. Og så har han diagnosen ADHD. Tidligere tog han stoffer og havde det bedst i hårde miljøer, hvor han tit var oppe at slås.
Nu har han kvittet stofferne. Han er i behandling for sin ADHD og har fået arbejde. Chris er nemlig en del af projektet 'Fællesskab Med Perspektiv', der matcher unge kriminelle med et sjak på en byggeplads.
"Jeg har valgt at sige, at jeg vil ud af det. Jeg har valgt at tage mine piller for ADHD. Og jeg synes, jeg har fået meget mere styr på mit eget liv på den måde," siger Chris Kirkegaard roligt fra sin plads ved frokostbordet i en skurvogn på havnen i Aarhus. Her arbejder Chris Kirkegaard i et sjak på fem mand.
"Jeg har altid været fysisk stærk. Før jeg begyndte her, gik jeg til fitness i flere timer hver dag. Men jeg kan godt mærke nu, at når jeg kommer hjem, så er jeg træt. Jeg kommer hjem og ved, at jeg har brugt min krop på den rigtige måde, i stedet for at bruge den på den dårlige måde," siger Chris Kirkegaard.
Den nye titel som kommende betonbaron i Aarhus har dog kostet nogle venner. Men det gør ikke så meget for Chris Kirkegaard, for de tidligere bekendtskaber minder ham om, hvad der skete med ham, da han tog stoffer. Og så har han fået nye venner på byggepladsen.
"Jeg møder nogle nye mennesker, og jeg har et godt samarbejde med dem. Det er et kanonfedt job. Det er spændende. Ok, måske er det ikke alt, der er fedt. Men det kedelige skal jo gøres," siger Chris Kirkegaard.
Kollegaerne i betonsjakket ved godt, at Chris har været en slagsbror og misbruger.
"De siger ikke så meget til det. De ved, jeg ikke gør det mere," siger Chris Kirkegaard, der godt kan lide den hårde tone, der huserer på byggepladsen.
"Man skal kunne holde til en hård tone. Det hjælper ikke noget, at man sætter sig ind i skuret og tuder. Det passer mig rigtigt godt. Og jeg kan også godt give igen. Men de tager mig også alvorligt, hvis jeg siger stop. Hvis jeg ikke synes, det er sjovt," siger Chris Kirkegaard.
Han synes arbejdet som beton'er er "pissegodt". Det giver Chris Kirkegaard håb for fremtiden.
"Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil. Jeg vil uddanne mig som struktør. Eller beton'er. Det hedder det her. Jeg vil gerne forsøge at tage uddannelsen," siger Chris Kirkegaard.