Martin Laursen fik et slag på menisken under sin klub Aston Villas kamp mod West Ham og er nødt til at give knæet ro.
Det betyder, at han ikke bliver klar til Aston Villas kamp mod Arsenal 2. juledag.
Til Ekstra Bladet fortæller Martin Laursen, at han i første omgang ikke var klar over, der var noget galt.
"Jeg opdagede ikke noget under kampen, men efterfølgende er det hævet op og er ømt, så vi har besluttet at give det ro i tre-fire uger," siger han.
Dermed kan han gå på lang juleferie. Han misser nemlig flere af Aston Villas vigtige kampe.
"Det er selvfølgelig ærgerligt, men i stedet vil jeg fokusere på at få nogle hyggelige juledage," griner han.
Det er det højre knæ, der er skadet, og ikke det venstre, der tidligere var ved at koste ham karrieren.