Siden Martin Laursen stoppede karrieren for et par måneder siden, har flere tv-stationer haft snøren ude efter den tidligere landsholdsspiller. Nu har Martin Laursen valgt side, og han skal fremover kommentere fodboldkampe for TV 2, der havde en fordel i forhold til konkurrenterne.
"Landsholdet har været min første prioritet. Derfor glæder jeg mig til at blive medkommentator til landskampene på TV 2. En spændende udfordring. Specielt med udsigterne til mulig dansk VM-deltagelse," siger den tidligere Aston Villa-spiller til Ekstra Bladet.
Det så ellers ud til, at Martin Laursen, der blev årets fodboldspiller i Danmark i 2008, skulle dele ud af sin fodbold-viden på den nye tv-station Canal 9.
"Jeg havde lavet en aftale med Canal 9, hvor jeg skulle være i studiet torsdag i et debatprogram. Men TV 2 mente ikke, jeg kunne forene et job hos dem og Canal 9. Derfor er jeg meget glad for, at Canal 9 har løst mig fra den aftale," siger han.
Martin Laursens valg ærgrer Canal 9's redaktionschef, Anders Bay.
"Vi er kommet Martin i møde, selv om han havde lavet en aftale med os," siger han.