Produktionsdanmark har travlt i sommerheden, og i de næste måneder venter virksomhederne under Dansk Industri at ansætte ekstra 18.000 medarbejdere.
Det skriver avisen Danmark.
Brancheorganisationen Dansk Industri har siden 2011 spurgt toplederne i medlemsvirksomhederne om deres forventninger til de næste måneder, og uanset toldkrig mellem USA og Kina og anden international ballade venter seks ud af ti ledere at ansætte flere medarbejdere i tredje kvartal set i forhold til året før. Faktisk har mere end hver tredje virksomhed for meget i ordrebøgerne i forhold til antallet af lønnumre, og ifølge direktør Kent Damsgaard fra Dansk Industri er situationen historisk.
- Antallet af job er bare steget siden 2013, og vi har aldrig haft flere beskæftigede - og det stiger stadig. Det er det unikke, forklarer Kent Damsgaard.
Dansk Industri har fået svar fra 465 ud af 2100 medlemsvirksomheder, som repræsenterer omkring 100.000 ansatte i Danmark. I årene frem til 2014 lå antallet af beskæftigede på omkring 1,65 million personer, mens det nu er steget til omkring 1,85 og fortsætter op.
HR-afdelingerne holder ikke ferie
Derfor holder HR-afdelinger og personalechefer ikke ferie - eller de burde i hvert fald ikke - for danske industrivirksomheder mangler i den grad hænder. Ifølge Kent Damsgaard skal virksomhederne på kort sigt trække på netværket og bruge egne medarbejdere som ambassadører til at skaffe flere kolleger. En anden løsning er at lade filialer eller datterselskaber i udlandet om at håndtere ordrer.
- Men vi skal beholde de interessante job, de innovative opgaver og det høje vidensniveau i Danmark, siger Kent Damsgaard til avisen Danmark.
På længere sigt skal virksomhederne skabe flere praktikpladser for at sikre arbejdskraften, når de store årgange går på pension om få år. En anden langsigtet strategi er ifølge Dansk Industri, at virksomhederne skal tale bosætning med den lokale kommune, så parterne sikrer et levende lokalmiljø, og virksomheden kan rekruttere arbejdskraft mange år frem.
Undersøgelsen viser, at 59 procent af virksomhederne venter at ansætte flere medarbejdere de næste måneder, mens 14 procent venter at få færre - men det er ikke usædvanligt.
- Opsvinget er bredt funderet, og ingen brancher falder ud. Men selv i gode tider ser vi virksomheder, som ikke har investeret i tide eller sørget for digital omstilling og bliver disruptede af konkurrenter. Andre mander op og ned i forbindelse med projekter eller store ordrer, siger Kent Damsgaard.
Bladt Industries på Lindø port of Odense er en virksomhed af den type, som har haft en stor ordre og siden har skåret ned på aktiviteterne. Generelt henter de små og mellemstore virksomheder ifølge Dansk Industri ind på de helt store, når det handler om at ansætte nye medarbejdere. Og produktionsvirksomhederne er ved at hente servicevirksomhederne.
- Flere SMV'er har omstillet sig digitalt, har fået ny teknologi eller er blevet mere opsøgende omkring eksport. Nogle sælger til Tyskland og Sverige og vil ikke længere nøjes med det og går til Holland og Belgien, lyder eksemplet fra Kent Damsgaard.