Det er ikke kun mødre, der er i risikogruppen for at få en depression efter en fødsel.
Op mod hver fjerde nybagt far kan gå rundt med en fødselsdepression, viser ny amerikansk forskning.
Tallet er ikke så højt som for mødre, men det er højere end hidtil antaget. Det skriver BBC.
Der kan være flere årsager til, at mænd bliver påvirket af det at blive far. Forskerne peger på, at mangel på søvn og et nyt stort ansvar kan være nogle af forklaringerne. Hvis moren bliver syg, er der også væsentlig større chance for at faren bliver ramt.
De nybagte fædre i undersøgelsen var generelt mest glade i den første periode efter fødslen, og depressionen satte ind efter omkring seks måneder. Herefter havde mellem 10 og 25 procent fået en fødselsdepression,
Og det er utroligt, at der ikke er mere fokus på problemet, siger Bridgett O'Conell fra organisationen 'Mind,' der arbejder for at fremme rettighederne for folk med mentale problemer.
"Det at blive forælder er en af de største forandringer, som både en mand og en kvinde kan opleve, men der er stadig meget lidt forståelse for, hvor meget det kan påvirke det mentale helbred," siger hun til stationen.
I Danmark bliver omkring 4.500 mænd årligt ramt af fødselsdepression, men det reelle tal kan være langt højere.