Nu er det måske slut med at øve indkast til træning i den lokale fodboldklub. I hvert fald, hvis det står til Arsenals franske manager Arsene Wenger.
Han vil hellere have, at fodboldspillere gør, det de er bedst til nemlig at bruge bentøjet, så indkast bliver til indspark.
Bendtners chef mener, at visse spillere har specialiseret sig i at tage meget lange indkast, og det giver deres klubber en urimelig fordel.
"For eksempel er det som om Stokes Rory Delap sparker til bolden. Det er en unfair fordel. Han bruger sin styrke, som ikke er en normal styrke i fodbold. Så måske skulle indkast tages med foden. Hvorfor ikke? Det ville også gøre kampene hurtigere," siger Arsene Wenger til Arsenals hjemmeside.
Arsenal møder søndag eftermiddag Aston Villa, og kan med en sejr gå forbi Manchester United og snuppe andenpladsen i Premier League.