Malaysias transportminister siger på et pressemøde, at "vi nu har et troværdigt spor" at følge i jagten på Malaysia Airlines-flyet, der har været forsvundet i snart to uger.
- Det giver os håb, siger transportminister Hishammudin Hussein.
Tre overvågningsfly fra henholdsvis Australien, New Zealand og USA arbejder torsdag på at lokalisere to genstande, der er blevet observeret i den sydlige del af det Indiske Ocean. De menes at stamme fra det forsvundne fly.
Torsdag middag er et norsk fragtskib som det første ankommet til stedet og vil nu hjælpe med arbejdet.
De to store genstande - den ene er angiveligt 24 meter lang - er blevet opdaget via satellitbilleder cirka 2500 kilometer sydvest for Perth, der ligger på den australske vestkyst.
Satellitbillederne er utydelige, og dårlig sigtbarhed har indtil videre betydet, at det første overvågningsfly på stedet efter flere timer fortsat ikke har været i stand til at finde genstandene.
Eksperter siger, at det kan blive meget svært at finde objekterne i et af klodens mest isolerede hjørner, der tilmed er kendt for sine stærke strømme.
- Strømmene er nogle af de stærkeste i verden. De bevæger sig så hurtigt som en meter i sekundet, siger Gan Jianping, der er oceanograf ved Hong Kong University of Science and Technology.
Det australske fartøj HMAS Success, der er i stand til at lokalisere ethvert objekt, er fortsat nogle dage fra stedet, hvor genstandene blev observeret for fire dage siden.
Dermed venter der efterforskerne et "logistisk mareridt", mener den australske forsvarsminister, David Johnston.
- Vi er i en utrolig isoleret del af verden. Faktisk bliver det næppe mere isoleret, siger han til Sky News Australia.
Passagerflyet med 239 mennesker om bord forsvandt for snart 14 dage siden, da det var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Kinas hovedstad, Beijing.
Eksperter siger ifølge CNN, at et potentielt fund af vragdele sydvest for Australien ikke nødvendigvis betyder, at flyet er styrtet ned på stedet.
Havstrømme kan have flyttet vragdelene, lyder det.
/ritzau/