Noget tyder på, at Danmarks største firma, A.P. Møller - Mærsk, overvejer sit engagement i Danmarks største bank, Danske Bank.
Det velansete konsulenthus McKinsey, der i årevis har haft et tæt samarbejde med A.P. Møller - Mærsk, har ifølge Jyllands-Posten for nylig foretaget et studie for Mærsk med henblik på at finde mulige emner for frasalg.
En rapport, som avisen har fået indblik i, konkluderer, at aktieposten på godt 20 procent i Danske Bank med fordel på længere sigt kan afhændes, så Mærsk-koncernen kan fremstå som en rendyrket shipping- og olieforretning.
Ifølge avisen har Mærsk-ledelsen set med positive øjne på forslaget, som tidligere ville være ganske utænkeligt.
Også i ATP, der ud over Mærsk-familien er en af de største enkeltstående investorer, ser man positivt på tankerne om at sælge aktierne i Danske Bank.
"Vi ser gerne, at Mærsk fokuserer sine investeringer på færre områder, som vejer tungere, frem for at investere bredt. Og dermed mener vi også, at det vil være en fordel at afhænde aktierne i Danske Bank, men i sidste ende må det være op til hovedaktionæren," siger aktiechef i ATP Claus Wiinblad.
Mærsks aktiepost i Danske Bank ligger med den seneste kurs på omkring 14 milliarder kr.
Kilde: Jyllands-Posten