Mænd plyndrer Kvickly gang på gang: Ved du hvem de er?
Begge mænd beskrives som 25-30 år, cirka 170 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort sort hår. (Foto: Foto: Politiet)
Politiet har offentliggjort billeder i jagten på mænd der over flere omgange har stjålet varer for over 10.000 kroner.

I jagten på to mænd har Midt- og Vestjyllands Politi offentliggjort billeder og beder samtidig offentligheden om hjælp til at identificere de to mænd.

De er mistænkt for at have begået flere tilfælde af butikstyveri mod Kvickly, Søtorvet i Silkeborg, i forening med yderligere en medgerningsmand.

I perioden juli til september har Kvickly i Silkeborg været udsat for omfattende butikstyveri.

Der har været mindst ti tilfælde af tyveri af spiritus til en samlet værdi af ikke under 10.000 kroner, skriver i en pressemeddelelse Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har fra overvågningskameraer billeder af de to mænd, men der er formentlig yderligere en gerningsmand, som ikke optræder på billederne.

Gerningsmændene benytter en fremgangsmåde, hvor de lægger spiritusflasker i en indkøbskurv og derefter flytter sig til et sted uden for overvågningskameraerne, hvor de flytter flaskerne over i en sort rygsæk med et gult logo hvor der står "CAT".

Herefter har de forladt forretningen, ofte gennem selvbetjeningslinjen. I et enkelt tilfælde ventede en tredje gerningsmand ved indgangen.

Gerningsmand A beskrives som mand, 25-30 år, cirka 170 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort sort hår.

Han var iført sort hættetrøje med hvide ærmer og hvidt på ryggen, sorte bukser og medbragte den sorte rygsæk mærket med gult logo "CAT".

Gerningsmand B beskrives som mand, 25-30 år, cirka 170 centimeter høj, almindelig af bygning med kort sort hår, dog længere pandehår.

Han var iført sort tøj og havde forbinding om højre hånd henover knoerne.

Der er intet signalement af den formodede tredje gerningsmand.

Borgere, der har oplysninger om personernes identitet eller opholdssted, bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.

via Listen To News