Østrigeren Matthias Brändle (Trek) kørte fredag en fabelagtig enkeltstart og vandt 4. etape i PostNord Danmark Rundt.
Mens 27-årige Matthias Brändle havde fordel af at køre i tørvejr, var flere af favoritterne hæmmet af at køre i silende regn på den 17,8 kilometer lange enkeltstart i Randers.
Det kunne også aflæses ved, at østrigeren var den eneste, der kom i mål på under 21 minutter - helt præcis i tiden 20 minutter og 57 sekunder.
Tempospecialisten Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg Bornholm) blev nummer to på fredagens enkeltstart - 34 sekunder efter vinderen.
Matthias Brändles holdkammerat Mads Pedersen endte på fjerdepladsen og bevarede sin samlede føring i løbet.
Det blev dog en tæt dyst med Michael Valgren (Astana), som forsøgte at æde så meget af Mads Pedersens forspring på ni sekunder som muligt.
Det lykkedes dog ikke helt efter hensigten.
Valgren blev godt nok en flot treer på enkeltstarten - 36 sekunder efter vinderen. Men Mads Pedersen var kun få hundrededele af et sekund efter Valgren.
Dermed er Mads Pedersens forspring ned til Michael Valgren næsten intakt. Det lyder nu på otte sekunder.
Det bliver formentlig de to formstærke danskere, som skal dyste mod hinanden om den samlede sejr på lørdagens sidste og afgørende etape.
En dansker mere kan måske også blande sig i topstriden.
Casper Pedersen (Giant), som blev nummer otte på fredagens enkeltstart, rykkede op på en samlet tredjeplads - 40 sekunder efter Mads Pedersen.
/ritzau/