Der bliver travlt på jobcentret i Kolding i den kommende tid. Kommunen har meldt ud, at 400 medarbejdere skal fyres.
Men de behøver formentlig ikke gå ledige længe, hvis de er villige til at søge arbejde i de nærliggende kommuner. Det kan de, selv om ledigheden stiger mere i Trekantsområdet end i de fleste andre dele af Danmark.
"Traditionelt har der været gode beskæftigelsesmuligheder i det offentlige. Det har vi jo også set under finanskrisen, hvor mange er søgt over i det offentlige," siger Lasse Kamp, der er beskæftigelseschef i Jobcenter Kolding, til Newspaq.
Lasse Kamp vurderer derfor, at de 400 kommende ledige vil kunne finde job i nabokommunerne.
"Der har for eksempel været mangel på lærere og Sosu-medarbejdere. Men deres muligheder kommer jo helt an på, hvad de andre kommuner beslutter," siger Lasse Kamp.
I 2010 skal kommunen spare 153 millioner kroner. Og det betyder blandt andet, at 80-90 lærere, 80 ansatte i ældreplejen og 50 pædagoger og pædagogmedhjælpere skal til at se sig om efter et andet job.