Derimod bør man se nærmere på selve læreruddannelsen, lyder opfordringen fra folkeskolelærer Luise Brix i et debatindlæg i Politiken.
- Jeg er ny lærer, jeg er sygemeldt med stress, og jeg er langtfra den eneste, skriver hun indledningsvis i sit debatindlæg i avisen.
Hun kritiserer læreruddannelsen for at fokusere på, hvordan man skriver ’store opgaver i et fint akademisk sprog’, mens de kommende lærer ikke får meget at vide om, hvordan man formulerer en underretning til kommunen eller håndterer en svær samtale med forældre og elever.
En undersøgelse fra Via University College viste tilbage i december måned, at fjerde nyuddannede lærer overvejer, om de skal blive i folkeskolen.
Noget af forklaringen på disse tal skal findes i forskellen mellem virkelighedens verden og hverdagen på læreruddannelsen, lyder hovedbudskabet i debatindlægget i Politiken.
- Den folkeskole, der møder os nyuddannede lærere, er markant anderledes end den folkeskole, som undervisningen på læreruddannelsen tager afsæt i, skriver Luise Brix.
I teorien ville lærerne have mulighed for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev, men inklusionsloven, der tillader op til 28 elever i ét klasselokale, gør, at virkeligheden ser anderledes ud, skriver Luise Brix i Politiken.
Luise Brix mener, at hun måske ikke var gået ned med stress, bare et år efter at have påbegyndt tilværelsen som folkeskolelærer, hvis undervisningen på læreruddannelsen ikke var bygget på ’en idealistisk illusion’.
Problemet er, at for få af underviserne på uddannelsen har praktisk erfaring fra folkeskolen. Erfaringer fra folkeskolen er nemlig afgørende for, om vi kan møde verden, som den ser ud, skriver Luise Brix.
- Et møde med en virkelighed, der på ingen måde ligner den, vi har hørt om på uddannelsen, kan betyde, at nyuddannede ikke blot er uforberedte eller går ned med stress, men helt dropper at arbejde inden for deres felt, folkeskolen.
Læs hele indlægget her.