Lufthavnsboss fyret efter julefrokost-skandale: Får et halvt års løn med sig ud af døren

Lufthavnschef i Esbjerg er blevet fyret med et halvt års skattebetalt løn i bonus efter skandaler. Senest truede hun med at fyre navngivne kolleger til en julefrokost.
Anette Bendixen (tv.).
Anette Bendixen (tv.). Foto: Pressefoto/Esbjerg Kommune/Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Upassende opførsel til julefrokosten blev den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for lufthavnschef i Esbjerg Lufthavn, Anette Bendixen.

Fredag i sidste uge blev hun fyret, men med fuld løn og mobilabonnement i et halvt år.

Det skriver Jyske Vestkysten, der har fået aktindsigt i den spektakulære sag.

Ifølge avisens oplysninger var Anette Bendixen både beruset og truende over for navngivne kolleger til julefrokosten, hvor hun truede med fyringer. Derudover havde hun udvist upassende adfærd over for andre kommunale medarbejdere.

Allerede tilbage i januar fik Anette Bendixen en tjenstlig advarsel af Esbjerg Kommune, da det kom frem, at hun havde sammenblandet sine egne og den kommunalt ejede lufthavns interesser. Hun havde på lufthavnens vegne indgået et økonomisk samarbejdsaftale med et anpartsselskab, hun selv havde været med til at stifte og var investor i.

Hverken Anette Bendixen selv eller kommunen har ønsket at kommentere historien.

Hendes opsigelsesaftale udløber den 30. juni 2018.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.