Striden om lærernes arbejdstidsregler har været en af de helt store knaster i de afsluttede overenskomstforhandlinger. Lærerne fik ikke som ønsket skrevet reglerne ind i en ny overenskomst, men må i stedet nøjes med en kommission, der skal se på sagen frem til de næste overenskomstforhandlinger i 2021.
I en række nordjyske kommuner har man til gengæld taget sagen i egen hånd. I Aalborg Kommune har en fælles fagbevægelse sammen med Aalborg Lærerforening sendt et krav til kommunen, om at der bliver lavet en lokal arbejdstidsaftale. Og kommunen er lydhør over for idéen, skriver TV 2 Nord.
Det bekræfter byens borgmester.
- Jeg tror, at tiden er kommet til, at vi skal prøve at række hånden ud til hinanden og mødes i nogle fælles aftaler. Så kan vi jo starte her lokalt, og så håber jeg meget på - og det ved jeg KL arbejder hårdt for - at vi kan få en fælles aftale på længere sigt med det kommissionsarbejde, der skal i gang, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) til TV 2 Nord, der har foretaget en rundspørge i de nordjyske kommuner.
Rundspørgen viste, at fem kommuner er villige til at indgå en lokalaftale om lærernes arbejdstid.
I 2013 blev lærernes arbejdstidsregler lovbestemt efter det omstridte regeringsindgreb fra Thorning-regeringen. Aftalen betød, at den enkelte skoleleder kunne bestemme, hvor meget lærerne skulle bruge på forberedelse til hver undervisningsgang. Tidligere var arbejdstiden aftalt i de kollektive overenskomstaftaler.