Boligpriserne er steget så voldsomt i både Aarhus og hele hovedstadsområdet, at almindelige lønmodtagere ikke længere har råd til at købe en ejerbolig.
Det viser nye beregninger, som Arbejdernes Landsbank har lavet, skriver DR.
For fire år siden kunne en elektriker og en sygeplejerske med to børn stadig købe et hus i eksempelvis Ishøj, der ligger 16 kilometer væk fra centrum af København.
I dag skal familien køre 40 kilometer væk fra hovedstaden, før prisen er til at betale.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er bekymret over udviklingen.
- Det er simpelthen et problem, at vi bliver et mere opdelt samfund, siger Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til DR.
Ser man på resten af landet, har en almindelig lønmodtager-familie til gengæld råd til at købe et større hus end for fire år siden.
I såkaldte land- og yderkommuner har familien fået råd til omkring 30 kvadratmeter mere hus siden dengang.