Lars Løkke Rasmussen (V) talte om behovet for skattelettelser på Venstres landsmøde i Odense.
På trods af de seneste udmeldinger om, at Venstre har opgivet deres såkaldte skattestop, så står skattelettelser stadig højt på partiets ønskeseddel.
Det slog tidligere Statsminister Lars Løkke Rasmussen fast, da han talte for omkring 1500 venstrevælgere på Venstres landsmøde søndag formiddag.
"Vi har sat skatten ned ad tre omgange. Fuldt finansieret hver gang. Lavet den største nedsættelse af skatten på den sidst tjente krone siden indkomstskatten blev indført. Men der skal mere til. Den samlede skattebyrde i Danmark er for høj. Jeg tror, de fleste ved det inderst inde, men lad os sige det højt. Vi kan ikke blive ved med at hæve danskernes skatter," sagde han.
Udover lavere, skat nævnte Lars Løkke Rasmussen fire andre punkter, der skal føre Venstre tilbage til regeringsmagten;
Den offentlige sektor skal slankes, flere skal ud på arbejdsmarkedet, erhvervslivets konkurrenceevne skal forbedres og den aktivistiske udenrigspolitik skal fastholdes og udbygges.