- Hvis vi bare får en konkurrence om, hvem der kan højest kan råbe "smid dem ud" og "tag hjem", så løser vi ingenting.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde i Herning.
Han siger ikke direkte, om det eksempelvis er Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, han mener deltager i råbekonkurrencen. I stedet opfordrer Løkke partierne til tage flere værktøjer i brug på én gang for at stoppe parallelsamfund og modkultur.
- Vi har 250.000 udlændinge, der arbejder i Danmark. De får samfundets hjul til at dreje rundt, og de skal føle sig velkommen.
- Det skal være sådan, at hvis man møder en i bussen med en anden hudfarve eller en anden påklædning, så reagerer man venligt og impulsivt på, at han er her, fordi han vil os. Og ikke omvendt.
- Det er det, der er på spil i de her år. Det er derfor, vi skal tage der her meget alvorligt, siger Lars Løkke Rasmussen.
Selv om regeringen ifølge statsministeren har strammet udlændingepolitikken "ganske markant op" er problemerne med modkultur nu så store, at det truer opbakningen til Danmark som et land, hvor man er velkommen, hvis man arbejder og tager de danske værdier til sig.
- På Christiansborg kan vi diskutere, hvilken udlændingepolitik vi skal have. Hvor mange der skal komme og al den slags ting. Men når det så er besluttet, så er der kommet dem, der er kommet. Og når de er her, så skal de også arbejde, siger Løkke.
Han føler sig "omringet" af et flertal med Socialdemokratiet i spidsen, som blandt andet hæver den såkaldte beløbsgrænse, og dermed gør det sværere at komme til Danmark for at arbejde.
- Det er jeg oprigtigt ked af. For når jeg kommer rundt i Danmark, så går det så godt, at virksomhedsledere har svært ved at finde arbejdskraft. Det er derfor den balance er så vigtig.
- Det er derfor, vi skal knække parallelsamfundene, så Danmark fortsat kan være et åbent land for den dygtige arbejdskraft, siger Løkke.
Han lægger blandt andet op til, at regeringen vil reviderer bestemmelserne for indfødsret. Uddannelsesminister Søren Pind (V) har desuden sat gang i et arbejde med at finde frem til ti værdier, som man skal tage til sig for at blive dansk.
- Vi har udstedt nogle pas igennem tiderne til nogle personer, som ikke opfører sig dansk. Det er vi nødt til at tage alvorligt.
- Hvis vi ikke slår hårdt ned på parallelsamfundene og modkulturen, så risikerer vi, at mange i den brede befolkning får en oplevelse af, at når man ser en udlænding, så er der sikkert et eller andet galt.
- Sådan må det aldrig blive. Fremover skal de pas, vi udsteder være til folk, der har valgt Danmark til.
- Det er ligesom i al anden politik. Den rigtige løsning er ikke én ting. Det er mange ting på én gang, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/