Politikernes arbejdsdag blev lang i går. Hele 13 timer varede åbningsdebatten i Folketinget, hvor især boligpakken var i fokus.
Oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen (V), anklagede den nye regering for at forhale den stort anlagte boligpakke. Han krævede omgående forhandlinger med statsminister Helle Thorning-Schmidt, så boligkøbere kan få rabat på blandt andet tinglysningsafgiften med tilbagevirkende kraft fra 20. september.
Helle Thorning-Schmidt afviste anklagerne og beskyldte derimod Lars Løkke Rasmussen for selv at melde sig ud fra forhandlingerne.
Hun pegede på, at han tidligere har udtalt, at Venstre ikke vil stemme for en boligpakke, som bliver finansieret med nye skatter. Og da S og SF netop har planlagt at hæve skatter og afgifter, må Venstres udmeldinger tolkes som en afvisning.