Det blev ikke til mange basser og snegle, da Lars Løkke i dag var til møde hos Helle Thorning-Schmidt, som er i gang med at finde ud af, hvor Folketingets partier står på bl.a. efterløn og dagpenge i forbindelse med hendes regeringsdannelse.
Men Lars Løkke Rasmussen og gruppeformand Kristian Jensen fik ikke meget ud af mødet ved bordet på Thornings kontor.
"Det var et kort møde med Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen og Bjarne Corydon. Vi forventede en orientering om, hvordan det skrider frem med udarbejdelsen af et nyt regeringsgrundlag. Vi blev ikke meget klogere denne gang," skriver Jensen på sin Facebook.
Dermed står det klart at Venstre - ganske som ventet - står fast på efterlønsreformen og de andre forlig, som partiet deltog i før valget.
"Jeg har defineret min nye rolle som leder af oppositionen. Vi vil gerne være en konstruktive men også konsekvent opposition, der gerne vil samarbejde med en ny regering, der hvor det giver mening. Men det er klart, at de reformer, som er aftalt, de skal bare leveres. Det er der ingen grund til at diskutere," sagde Lars Løkke, kort før han trådte ind til mødet.