"Verden er mit klasseværelse".
Sådan står der på kortet, som Lars Løkke Rasmussen hiver frem fra inderlommen, da han skal fotograferes sammen med nogle drenge i teltet ved Danchels hus, hvor Venstre holder til i Allinge ved Folkemødet på Bornholm.
Venstres formand har holdt "Klassens time" for godt 500 voksne og børn. I teltet sidder elever fra fire skoler - Peterskolen, Søndermarkskolen samt Åmarken og Øster skole i Rønne. På græsset under træerne sidder voksne og børn i en strid blæst.
Theresa fra 7. klasse i Øster skole vil høre Lars Løkke Rasmussen forklare, hvorfor han vil sende hende og andre elever i lektiecafé. Hun vil hellere læse lektier hjemme, så hun har mere tid til at være sammen med sin sidekammerat, Asta, og andre veninder.
Theresa spiller også fodbold i klubben Viking i Rønne. Hun stiller ikke spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen, mens andre for alvor får tungen på gled efter en noget træg start med lidt mislyde fra mikrofonen.
En lærer vil vide, hvorfor hun skal arbejde længere, når hun i sidste uge arbejdede 55 timer som lærer og censor. Lars Løkke Rasmussen er bekymret over, at fire-seks drenge i hver 9. klasse forlader skolen uden at læse og regne godt nok til at læse videre.
Der er især drenge med anden etnisk baggrund, mens pigerne spurter forbi deres danske klassekammerater.
Venstres formand ville indføre karakterer fra 4. klasse, hvis han helt selv kunne bestemme og ikke skulle indgå forlig med regeringspartierne.
- Vi mangler en åbenhedskultur i folkeskolen. Vi har brug for meget mere åbent at sige til lærere: Han er god til at undervise. Hun er bedre i lektiecaféen, mener Lars Løkke Rasmussen.
Efter klassens time flokkes eleverne om ham, diskuterer, tager fotos og får skrevet autografer på T-shirts.
/ritzau/