Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre vender på en tallerken. Nu er meldingen, at en eventuel kommende VK-regering skal indgå i en reformalliance med De Radikale, skriver Jyllands-Posten.
"Det er vigtigt, at den reformalliance med De Radikale, som blev født ud af krisen, består efter valget. Det har Danmark brug for," siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.
Hos De Radikale er partileder Margrethe Vestager ikke afvisende overfor Lars Løkkes tilnærmelser.
"Jeg havde fået et andet indtryk, når jeg har læst aviser på det seneste. Men der er bestemt plads til Venstre i vores alliance med De Konservative. Jeg opfatter det som et vigtigt signal fra Løkke om, at han er parat til at samarbejde hen over midten, hvis Helle Thorning-Schmidt vinder valget," siger hun til Jyllands-Posten.
Udmeldingerne fra Venstre står i kontrast til de udtalelser, der er kommet fra partiet de seneste dage.
For få dage siden advarede Kristian Jensen dele af sin partiledelse mod De Radikale. Og i weekenden fik de kulturradikale en opsang af statsministeren. Her påpegede han, at det var for let at sidde på Café på Østerbro og tale om grænseløs kærlighed.
Dansk Folkeparti er derimod ikke begejstrede for Løkkes udmeldinger.
"Forleden sprang han ud som værdikriger, og i dag vil han kramme med modpolen hos De Radikale. V og K sender vælgere lige i armene på rød blok ved at omfavne De
Radikale, som jo ønsker at vælte regeringen," siger gruppeformand for DF Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.