Det er tvivlsomt, om den danske rapper L.O.C. fremover skal medvirke i reklamefilm for TDC samt sidde i dommerpanelet i TV2's underholdningsprogram "Voice - Danmarks største stemme".
Den kendte musiker er ved Retten i Odense onsdag dømt skyldig i at have slået en koncertgæst i hovedet den 9. juni i år. L.O.C., hvis borgerlige navn er Liam O'Connor, blev ikendt 40 dages betinget fængsel.
TV2 udtaler, at der skal bruges noget betænkningstid til at vurdere, hvilke konsekvenser rapperens dom skal have for hans deltagelse i "Voice - Danmarks største stemme".
- Nu er jeg nødt til lige at have fat i mit bagland. Så jeg er faktisk ikke rigtigt klar til at melde noget som helst ud. Vi skal lige sætte os ind i sagen, siger Gitte Madsen, underholdningsredaktør på TV2.
Hos TDC, der bruger L.O.C. som hovedperson i en reklamekampagne, er man også gået i tænkeboks med hensyn til det fremtidige samarbejde med rapperen.
- Nu skal vores marketingsdirektør og vores marketingsgruppe have en dialog med L.O.C., og derudover har vi på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til det videre forløb, siger kommunikationsmedarbejder hos TDC Camilla Sebelius.
33-årige Liam O'Connor har seks studiealbum bag sig, og han har blandt andet optrådt på Orange Scene ved Roskilde Festival.
I 2003 blev rapperen idømt 74 timers samfundstjeneste efter et slagsmål i hjembyen Aarhus, hvor han blandt andet overfaldt to betjente.
L.O.C.'s dommerkollega i "Voice - Danmarks største stemme" Xander Linnet blev i august 2011 idømt 60 dages betinget fængselsstraf for vold med et jernrør.
/ritzau/